fredag den 8. juni 2012

Mountain bike – safari II


Lørdag aften ringede Nsabo og spurgte om jeg var klar på en cykeltur dagen efter. Jeg har efterhånden lært, at man ikke skal planlægge alt for mange ting i forvejen, for det ender altid med at der sker et eller andet, selvom man ikke på forhånd har lagt nogen weekendplaner. Så jeg var helt klar på en søndags-cykeltur. Denne gang gik turen til TPC – en stor sukkerrørsplantage/ sukkerfabrik, der blev startet af et dansk firma i 1930’erne og siden, i 1980, overtaget af Tanzanias regering. 


Nsabos cykel på vej over broen.

De første 7-8 km frem til TPCs gate gik af jordveje, men da vi først var på TPCs område foregik resten af turen af en lang, lige asfaltvej forbi kilometervis af sukkerrørsmarker – ca. 17 km var der frem til fabrikken og TPC Club, som var målet. Tilmed gik det nedad hele vejen, så det var en noget nemmere cykel-safari, end den første vi bevægede os ud på til Materuni Falls. Ikke desto mindre bød turen på uforudsigelige oplevelser. På et tidspunkt punkterede Nsabo og der var ikke nogen af os der havde lappegrej med. Så langt øjet rakte var der ikke andet end sukkerrørsmarker, så jeg havde svært ved at se, hvordan vi skulle fikse det problem. Men det viste sig, at der lå en landsby ikke så langt derfra, som huser mange af arbejderne fra TPC. Der kunne man godt få lappet en cykel. Det krævede dog, at man krydsede en noget tvivlsomt udseende hængebro samtidig med resten af landsbyens befolkning, som var på vej fra kirke. 

Resten af turen gik problemfrit og vi var fremme ved TPC Club lidt over to. Der blev afholdt golfturnering den dag, så efter en velfortjent frokost hang vi ud og så på golfspillet. Der kom også et par af Nsabos venner (i bil) og drak et par øl med os i eftermiddagssolen, super hyggeligt. Sidst på eftermiddagen overværede vi præmieoverrækkelsen, inden cyklerne blev manøvreret ind i bilerne, og vi kørte hjem til Moshi. Med tanke på hvor meget det gik nedad på udturen, tror jeg det var en god disposition at blive kørt hjem…




Ingen kommentarer:

Send en kommentar