søndag den 25. marts 2012

Flyttedag mm.


Udsigt fra hoveddøren
I den seneste uge har her været rimelig stille. IPAT-kurset er slut, og de to undervisere, jeg skal kommunikere med omkring den kommende undervisning har været hhv. i Dodoma til kemieksamensmøde og i Liberien i den forgangne uge. Mandag aften fik jeg at vide at jeg kunne flytte fra kollegieværelset ind i den lejlighed som prof. Steve altid bor i, når han er her, og som også er den, Lone boede i under hendes FUG-ophold i 2010.  Den har køleskab, køkkenvask, køkkenskabe og to kogeplader, så jeg selv kan lave mad. Derudover er der toilet og bad og et pænt størrelse værelse med seng, skrivebord, skab, reol og lænestol. Det er ganske udmærket. Og dejligt at have et sted man kan kalde hjem.   

Mit hjem på KSP
Tirsdag var jeg inde i Moshi for at købe dagligvarer og ting til køkkenet. For et par måneder siden er der åbnet et stort supermarked, som nærmest minder om dem vi har i DK. Det føles lidt som snyd bare at tage derind, men det var bekvemt, når nu man både skulle have dåseåbner, kartoffelskræller, rengøringsmidler osv.  Ellers ligger der et mindre supermarked lige over for Hot Bread Shop (hvor de sælger brød), hvor man kan få de mest nødvendige dagligvarer, og frugt og grønt kan man få overalt langs vejene. I formiddags var jeg inde på det store marked i Moshi efter frugt og grønt. Lidt overvældende med alle de mange mennesker, der gerne vil have at man køber hos dem.

Product of TPI
I tordags tog vi en lille delegation på fire til Arusha, for at holde møde med Tanzania Pharmaceutical Industry Ltd., som er et halvt stats – halvt privateget foretagende, der producerer medicin til det tanzanianske marked. I sidste uge fremstillede de nogle pilotskala tabletter (20 kg) på vores udstyr her på KSP, så der var indkaldt til de-briefingmøde. Det var ret spændende at høre om hvordan det var gået, og bagefter så vi deres spritnye produktionslokaler, hvor de kan producere i op til 120 kg skala.  Det var samtidig en rigtig hyggelig dag, hvor vi både nåede en kop kaffe i Arusha før mødet, og dejlig frokost (pizza på Blue Heron) efter.

Nu er det blevet lørdag aften og for første gang er der ikke noget på programmet. Så jeg har hørt musik i mit nye hjem. Først Agnes Obel på computeren. Det kunne ikke genere nogen, tænkte jeg, selvom der kun er net i vinduerne. Men da jeg senere fik lyst til noget mere rocket på højere volumen,  satte jeg hørertelefonerne i. Jeg bor ved siden af sister Zita, som er nonne, og jeg er ikke helt klar over, hvordan hun har det med Carpark North, DAD osv. (selvom hun er utrolig sød, misforstå mig ikke). Rigtig god aften til alle derude…

1 kommentar:

  1. Hyggeligt at læse om dit liv dernede.
    KH
    Mosse

    SvarSlet