søndag den 6. maj 2012

Mountain bike – safari



Et par af mine kolleger havde planlagt en udflugt i går, lørdag, hvor planen var at cykle op til et vandfald – Materuni Falls, som vist nok ligger ca. 12 km fra Moshi på vej op ad Kilimanjaro. Dvs. at det ville gå op ad hele vejen til Materuni og ned på vejen hjem. Vi havde aftalt at tage af sted kl. 15. Fredag aften, da vi sad og drak en fredagsøl hos Mukesh (3. generations inder, som har et kombineret supermarked og bar) blev vi imidlertid rådet til at tage tidligere af sted, hvis vi skulle nå tilbage i dagslys. Altså begyndte vi vores safari (som betyder rejse) kl. 12. Tror ikke nogen af hos helt havde forstået, hvad det var, vi havde kastet os ud i. Det gik bare op og op og op ad jordvejene. Men vi kæmpede bravt, svedende i middagsheden. Den første times tid cyklede vi, men efterhånden blev det så stejlt (eller vi så trætte?), at vi måtte stå af og trække.
Det var efterhånden også blevet frokosttid, men der var ikke nogen steder, vi kunne købe noget at spise. I en af landsbyerne, var det dog muligt at købe colaer. Så vi styrkede os på sukkervand og fortsatte op gennem bananplantagerne og passerede den ene landsby efter den anden. Folk langs vejene var meget engagerede og kom med tilråb. Og efterhånden fik vi også et pænt følge af skolebørn.
Vi indså, at vi nok ville blive nødt til at gå resten af vejen, hvilket ville være noget nemmere uden mountain bikes på slæb.  Omvendt ville de være gode at have, når vi skulle ned igen. Så det endte med at en af mændene i en landsby hyrede nogle skolebørn til at slæbe vores cykler. Heldigvis så de ud til at have det sjovt og cyklede i forvejen. 
Udsigt over Moshi.
Endelig, ved ca. 15:30 tiden, nåede vi Materuni, hvor jeg som den eneste mzungu måtte betale for at få lov at fortsætte til vandfaldet. Nedstigningen til vandfaldet tog yderligere en halv time, så da vi endelig nåede frem tog vi nogle hurtige billeder, og så vendte vi om. Tilbage ved betalingskontoret spurgte vi, om det var muligt at købe noget at spise. Det var det ikke, men endnu et venligt 
menneske bragte os et glas af den berømte (og berygtede) lokale mbege – banana beer.  Så fik jeg også prøvet det. Og så gik det ellers ned ad af de stejle veje, hvor man måtte stå hårdt på bremserne. Vi var tilbage i Moshi ved 18-tiden og tog direkte på Makumba Bay – drengenes stamsted og bestilte mishikaki (kebab), madbananer og chips (pomfritter).  Kort efter startede FA cup-finalen, så snart var stedet fyldt med entusiastiske fodboldtilhængere. 
De trofaste hjælpere.

Materuni Falls

Mbege.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar