Bryllup i DK

Søster iført gave fra naboerne.

Så er jeg tilbage på KSP efter godt en uges tid i DK. Det var en lidt speciel oplevelse at lande i Kastrup, velvidende at jeg skulle på ferie i DK på lånt tid. Normalt er det at lande i Kastrup for mit vedkommende forbundet med at komme hjem. Men det var rigtig dejligt med en miniferie i det danske med mulighed for at sige hej til familie og venner og nyde foråret og de lyse nætter.

Anledningen var min søsters bryllup og i den forbindelse lærte jeg noget nyt omkring de tanzaniske traditioner. F.eks. at det er mine naboers opgave at komme med gaver til min søster, så i dagene op til afrejse var både matron-Joyce og studerende forbi med gaver til min søster og mor.  Det var jo rørende.

Masai-mor

Selv havde jeg købt stof og fået syet en kjole i Moshi. Mange af de afrikanske kvinder går i utrolig flotte og farverige kjoler, så det måtte jeg jo også prøve. Damen der solgte mig stof og tog mål fortalte, at traditionen foreskriver, at når min søster bliver gift, skal hun give mig en ged, så jeg kan klare mig, når hun skal væk. 

I det hele taget lever mange af de gamle bryllupstraditioner i bedste velgående. En af mine kolleger var i påsken i Zimbabwe og møde sin kærestes forældre for første gang og bede om lov til at gifte sig. Han blev heldigvis godkendt, men skal give hendes familie 5000 USD – det svarer til 5 køer. Pigens uddannelsesniveau har indflydelse på prisen, og eftersom hun har en ph.d., er hun dyr.

Bryllup :)

Efter et fantastisk bryllup i Kbh. gik turen mandag eftermiddag tilbage til Tanzania over Amsterdam og Nairobi.  Turen Nairobi- Kilimanjaro foregik tidligt om morgenen i smukt vejr, og der var derfor den flotteste udsigt ud over Kilimanjaro, først fra Kenya-siden, siden Tanzania-siden.

Mt. Kilimanjaro set fra Kenya-siden. Mt. Meru til højre.

Problembaseret læring

Da jeg startede som studerende på Farmaceutisk Højskole var begrebet ”problembaseret læring” meget hipt. Og forholdsvist nyt (tror jeg). Igennem studietiden er jeg derfor løbende blevet udsat for forskellige former for problembaseret læring. Da jeg så blev ph.d. studerende og blev sendt på kursus i universitetspædagogik, lærte jeg selv, hvordan man praktiserer problembaseret læring. Så der gik ikke mange uger her på KSP, før jeg øjnede muligheden for at snige noget problembaseret læring ind i undervisningen. Idéen er at de 2. og 3. årsstuderende, som jeg underviser i farmaceutisk kemi, skal udarbejde projekter, hvor de skal søge information, f.eks. om bestemte lægemiddelstoffer. Projektet omfatter både farmaceutisk kemi og faget ”computer application”, i og med at de studerende også skal aflevere et word dokument og udarbejde en power point præsentation. Jeg introducerede idéen for min kemi-kollega, som var helt med på den. Og da jeg ved en tilfældighed mødte rektor, da jeg var ved at kopiere projektbeskrivelserne, var hans respons: Tillykke, det er lige præcis den type undervisning, vi tilstræber. Så det virkede jo umiddelbart lovende. Nu er de studerende godt i gang, og det bliver spændende at se, hvordan de løser opgaven. Vi har lagt op til at der er fri vejleding, men det er ikke meget, de har gjort brug af os. Så vi må se, når jeg kommer tilbage fra DK.

Om få timer går turen til Kbh., idet Esther-schwester skal giftes næste lørdag. Det kan én jo ikke gå glip af. Og når nu skæbnen vil, så glæder jeg mig faktisk ret meget til at kunne bruge lidt tid med familie og venner, her hvor jeg er ved at være halvvejs i Tanzaniaeventyret.

Jeg lægger et billede op af Joyce, der er ”matron” her på SLF.  Hun bor i nabolejligheden lige rundt om hjørnet, og hun er ret god til at lave mad. Hvilket jeg har nydt godt af her på det sidste. Her ses hun i færd med at klargøre bønnerne til morgendagens måltid.

Mountain bike – safari

Et par af mine kolleger havde planlagt en udflugt i går, lørdag, hvor planen var at cykle op til et vandfald – Materuni Falls, som vist nok ligger ca. 12 km fra Moshi på vej op ad Kilimanjaro. Dvs. at det ville gå op ad hele vejen til Materuni og ned på vejen hjem. Vi havde aftalt at tage af sted kl. 15. Fredag aften, da vi sad og drak en fredagsøl hos Mukesh (3. generations inder, som har et kombineret supermarked og bar) blev vi imidlertid rådet til at tage tidligere af sted, hvis vi skulle nå tilbage i dagslys. Altså begyndte vi vores safari (som betyder rejse) kl. 12. Tror ikke nogen af hos helt havde forstået, hvad det var, vi havde kastet os ud i. Det gik bare op og op og op ad jordvejene. Men vi kæmpede bravt, svedende i middagsheden. Den første times tid cyklede vi, men efterhånden blev det så stejlt (eller vi så trætte?), at vi måtte stå af og trække.

Det var efterhånden også blevet frokosttid, men der var ikke nogen steder, vi kunne købe noget at spise. I en af landsbyerne, var det dog muligt at købe colaer. Så vi styrkede os på sukkervand og fortsatte op gennem bananplantagerne og passerede den ene landsby efter den anden. Folk langs vejene var meget engagerede og kom med tilråb. Og efterhånden fik vi også et pænt følge af skolebørn.

Vi indså, at vi nok ville blive nødt til at gå resten af vejen, hvilket ville være noget nemmere uden mountain bikes på slæb.  Omvendt ville de være gode at have, når vi skulle ned igen. Så det endte med at en af mændene i en landsby hyrede nogle skolebørn til at slæbe vores cykler. Heldigvis så de ud til at have det sjovt og cyklede i forvejen. 

Udsigt over Moshi.

Endelig, ved ca. 15:30 tiden, nåede vi Materuni, hvor jeg som den eneste mzungu måtte betale for at få lov at fortsætte til vandfaldet. Nedstigningen til vandfaldet tog yderligere en halv time, så da vi endelig nåede frem tog vi nogle hurtige billeder, og så vendte vi om. Tilbage ved betalingskontoret spurgte vi, om det var muligt at købe noget at spise. Det var det ikke, men endnu et venligt 

menneske bragte os et glas af den berømte (og berygtede) lokale mbege – banana beer.  Så fik jeg også prøvet det. Og så gik det ellers ned ad af de stejle veje, hvor man måtte stå hårdt på bremserne. Vi var tilbage i Moshi ved 18-tiden og tog direkte på Makumba Bay – drengenes stamsted og bestilte mishikaki (kebab), madbananer og chips (pomfritter).  Kort efter startede FA cup-finalen, så snart var stedet fyldt med entusiastiske fodboldtilhængere. 

De trofaste hjælpere.

Materuni Falls

Mbege.

Kirketid

Jeg har været ret spirituel i løbet af den sidste uge. Først i søndags, hvor en af nonnerne fra KSP (1. års studerende) havde inviteret nogle stykker af os med til hendes kloster for at fejre 175 året for hendes katolske nonneorden. Det blev en overraskende festlig dag. Vi startede selvsagt med gudstjeneste og endnu en gang oplevede jeg, at gudstjeneste i Tanzania er en noget mere festlig affære end det man kender fra Danmark. Der var f.eks. trommer og andre musikinstrumenter, og nonnerne dansede og klappede i takt til salmerne.  Derefter var der frokost og så underholdning med mere sang og dans. Selv kagen blev danset ind, inden den blev placeret på et bord og skåret ud.


Tirsdag var det 1. maj og vi havde fri.  Det blev udnyttet af den tyske, lutheranske menighed til at afholde deres månedlige komsammen. Denne gang foregik det på et retreat center ved Lyamungo, på vej op mod Kili. Om formiddagen var der en lille kirkelig højtidelighed, hvor alle introducerede sig selv – på tysk selvfølgelig. Også mig… Derefter gik vi en dejlig tur gennem kaffeplantager, så frokost og om eftermiddagen var der, med udgangspunkt i biblen, diskussion med temaet afsked, eftersom der er flere familier, der snart skal hjem til Tyskland efter mange år i Tanzania. Sluttelig blev der serveret kaffe og kage, og så kunne vi sætte os ud i bilerne, rigeligt tanket op hvad angår både jordisk og åndelig føde.

Regntid

Bønnemark i aftenlys.

Nu er regntiden godt i gang her i Tanzania. Den var en lille måned forsinket, men mod slutningen af marts begyndte det at regne. Der kommer nogle ordentlige skyl ind i mellem, mest om natten. Og afgrøderne skyder op rundt omkring på markerne. Her i Moshi-området dyrkes der primært majs og bønner, mens banan – og kaffeplantagerne trives på ”the slopes of Kilimanjaro”, dvs. lidt højere oppe af bjerget.

I Moshi er det ret tørt i forhold til mange andre steder. F.eks. regner det meget mere i Arusha, som ligger en times kørsel herfra (og 500 m højere, 1300 m vs. 800 m i Moshi). Dette afspejles tydeligt i højden af majsmarkerne, som stiger jævnt når man bevæger sig fra Moshi mod Arusha.

Regn!

For tiden er det ofte overskyet, og det betyder at
temperaturen er betydeligt lavere, end da jeg ankom for et par måneder siden.  Når solen en gang imellem kigger frem, kan det dog stadig være ret varmt. Det er sæson for avocadoer, som kan købes store, lækre og spiseklare for halvanden krone. Desværre sluttede mangosæsonen, til min store fortrydelse, med udgangen af februar.  

Union Day

Den 26. april er Union Day i Tanzania, hvor man fejrer at Tanganyika (fastlandet) og Zanzibar blev forenet til ét rige for 48 år siden. Tanzanias flag er i dag afledet af de oprindelige flag for Tanganyika og Zanzibar. Union Day er national helligdag, og i Dar es Salaam er der optog mm., som kan følges på TV. I Moshi foregår der ikke noget specielt – her nyder man bare, at man har fri fra arbejde/skole. Oven på små tre uger med fuld knald på undervisningen, nød jeg også en dag uden det store på programmet; arbejdede lidt, hyggesnakkede med de studerende, og om aftenen holdt sister Zita lidt afskedshygge, fordi hun skal hjem til Nigeria, hvor hun kommer fra, de næste 7 uger. 

På tirsdag den 1. maj har vi fri igen, men så er det også slut med forårs-helligdagene i Tanzania.

I dag er der sket det fantastiske, at kollega Nsabo har lånt mig sin gamle cykel – en mountain bike, der kan klare de hullede (jord)veje. Tænk hvilken fantastisk følelse af frihed, en cykel kan give! Her til eftermiddag cyklede vi rundt i nabolaget, så jeg kunne se det gode sted at hente samosas og pizza og vi nåede også ned til floden. Skønt at cykle igen! Det er dog langt fra alle steder, jeg tør at cykle, for trafikken kan være ret vild nogle steder. Så hvis jeg f.eks. skal cykle ned til byen, bliver det af en længere, alternativ rute, end den man ville tage i bil.  

Undervisning

Kemilærekontoret I

Nu er jeg for alvor kommet i gang med at undervise. Det er super fedt og samtidig en stor udfordring. Jeg underviser 2. og 3. årgang i pharmaceutical chemistry, sammen med kemilæreren, Nsabo. I curriculum-hæftet, kan man se hvad det er meningen de skal lære – i grove træk. Jeg spurgte i starten, om han havde en plan over, hvad de cirka skal lære hvornår. Det var der ikke. Han tager ugerne som de kommer. Sagen er, at han ud over kemien også underviser i computer application for 2. og 3. årgang, og samtidig er øverste ansvarlige for kvalitetssikringslab. Derudover er han den der ved mest om computere og bruger derfor halve og hele dage, når internettet ikke fungerer. Og så har han to børn på 3 måneder og halvandet år. Dvs. at der er nok at se til. Så vi tager det ad hoc og holder små korte møder om de kommende dage. Vi har aftalt at vi foreløbig afholder ”team teaching”, hvor vi begge er tilstede i det omfang, det kan lade sig gøre. I fredags måtte han f.eks. afsted hele dagen og indsamle vandprøver i nærområdet, som testes for bakterier her på stedet. Så der underviste jeg 2. årgang alene.

Kemilærekontoret II

Udover mig er her 5 faste undervisere, som alle har forskellige opgaver at tage sig til ved siden af. En har f.eks. fået til opgave at opgradere biblioteket, samtidig med at han skal udføre opgaver i Industrial Pharmacy Teaching Unit, f.eks. den opskaleringsopgave, som fandt sted i marts – udover undervisningen. Så det kan være svært at få det hele til at nå sammen. Da de første to danskere var hernede i 2010 foreslog de, at man forsøgte at lave nogle mere realiste skemaer. I forhold til 2010-skemaerne er der nu 2 undervisningstimer mindre per dag, så der undervises fra 8:30 – 15:30 og ikke 8:00-17:30.

For mange af de studerende er det at få en uddannelse helt afgørende for deres levevilkår i fremtiden. Så de er taknemmelige for at blive undervist på et helt andet plan end man oplever hjemme i DK. Der er man som studerende også bevist om at uddannelse er vigtigt, men man tager tingene meget mere for givet. Her på KSP kan man ikke være sikker på, at der dukker en lærer op til den skemalagte time, så de er taknemmelige over al den undervisning, de får.

Gratis kaffe til arbejdet

I det hele taget er de studerende rigtig søde. De synes, det er enormt spændende, at jeg er her, og de vil gerne snakke og hjælpe mig med forskellige ting. I forhold til at lære dem at kende og lære deres navne er det en stor fordel at jeg bor her på compounden sammen med dem. Det er lettere at lære deres navne når man møder dem i små grupper, end når de sidder 30 i et klasselokale. Jeg lægger nogle undervisningsbilleder ud senere, når jeg har lært dem bedre at kende.

 Alt i alt er det mit indtryk, at det er en god uddannelse de får her på KSP.  De bliver undervist i mange gode og relevante fag. Og der er brug for dem, når der er færdige. Tallene varierer alt efter hvor man kigger, men et er sikkert: Der er alt for få pharmacy technicians i forhold til Tanzanias befolkning på 40 mio.