Normalt er der masser af liv på KSP på denne tid af døgnet –
studerende og undervisere på vej til timer, havemænd der trimmer planter eller
noget tredje. Men i dag er her helt stille. Al undervisning er aflyst og de
studerende holder sig indenfor på kollegierne for at sørge over tabet af deres
studiekammerat, Lemi fra 2. årgang, som døde på hospitalet i går.
I sidste weekend fik hun malariasymptomer og tog derfor
noget malariamedicin af sulfadoxine/pyrimethamine-typen. Det var førstevalg som
malariabehandling for 15 år siden, men ikke længere. Så vidt jeg kan forstå har
hun taget det flere gange uden problemer. I sjældne tilfælde kan denne type medicin
fremkalde en allergisk reaktion – Steven Johnson Syndrom, og i søndags begyndte
hun at få symptomer. Hun blev derfor
indlagt og i ugens løb er hendes tilstand blevet værre og værre. Steven Johnson Syndrom er en reaktion hvor hud og slimhinder går i stykker (toxisk
epidermal nekrolyse). Mht. behandling kan man ikke rigtig gøre andet end at
stoppe behandlingen med det lægemiddel, som forårsager reaktionen. Og sørge for
at patienten får rigeligt med væske.
Jeg var på hospitalet og besøge Lemi i tirsdags, og jeg har
aldrig set noget lignende. Hendes hud var helt ødelagt, og hun kunne ikke
længere åbne øjnene. Mens jeg var der blev hun flyttet til intensive care,
fordi sårene på hendes spiserør gjorde det umuligt for hende selv at
spise. Senere på dagen forlød det at hun
var i bedring, men i går eftermiddags kom matron-Joyce forbi min lejlighed for
at fortælle at hun var ”passed
away”. Utrolig trist. I går aftes kl. 21 var der kaldt til bøn, hvor der
blev sunget og en præst sagde nogle ”comforting words”.
En af de første dage efter min ankomst til Tanzania kørte
jeg med Bernd ind til byen. Jeg bemærkede, at der langs vejen lå den ene biks
efter den anden, hvor der blev fremstillet kister. ”Det er en god forretning”,
fortalte Bernd, ”her tæt på Kilimanjaro Christian Medical Center (KCMC). Life and death goes hand in hand
here in Tanzania”. Denne uges begivenheder har bekræftet, at det er
sandt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar