Er netop hjemvendt efter nogle skønne, skønne dage ved
Tanzanias østkyst. Med sol, strand og palmer! Og is i stedet for chokoladeæg.
Selvom religionerne er blandet i Tanzania med ca. 1/3
kristne, 1/3 muslimer og 1/3 stammereligioner, er det de kristne helligdage der
er ”public holidays”. Så der var dømt forlænget påske-weekend for alle KSP’er.
Bernd (tysker, som er director of SLF/KSP) og hans kone Païvi (finne) havde
booket sig ind på Peponi Beach Resort ved Pangani, og tilbød at jeg kunne køre
med til kysten, hvis jeg kunne finde et sted at bo. Det er ret populært at
tilbringe påsken på strandene nord og syd for Pangani. Jeg skrev fluks til
Peponi, som både har bandas (en slags bungalow) og camping, og spurgte om det
på nogen måde var muligt at booke sig ind. Der var én mulighed tilbage: ”The
caravan”, som værtsparret, viste det sig, boede i da de først kom hertil. Så
sådan blev det.
Stedet lå helt ud til stranden omgivet af kokospalmer. Mulighederne
for at bade var styret af tidevandet, som derfor lagde nogle faste rammer for dagene:
Kl. 06 var det stadig højvande nok til at man kunne svømme og samtidig var
solopgangene fantastiske. Så morgensvømning i solopgangen var første punkt på
dagsordenen. Derefter blev der slappet af ved poolen, i hængekøjen eller på
stranden. En lille lur var ofte påkrævet, når nu man stod så tidligt op! Og
mellem 16 og 18 var det igen godt at svømme.
Påskelørdag var jeg med på udflugt med den lokale fiskerbåd
til en tidevands-ø, der kun eksisterer ved lavvande. Kridhvidt sand og
turkisblåt vand. Utrolig smukt! Og på vej dertil blev der kastet anker ved to
forskellige rev, hvor vi snorklede og så på farverige fisk og koraller.
Det viste sig hurtigt, at stort set samtlige gæster på
Peponi var expats fra Moshi (og nogle enkelte fra Arusha). Primært tyskere og
amerikanere. Det var ret inspirerende at høre om de mange forskellige
projekter, folk arbejder på. Og responsen på farmaciundervisning på KSP var at
det lød ”awesome”! Så det var tilsyneladende også et godt sted at tage hen i
forhold til at møde nogle flere, man kan hænge ud med i Moshi.
Vel hjemme igen er jeg mere end klar til for alvor at komme
i gang med undervisningen. Den seneste tid er gået med forberedelser af bl.a.
kemiforelæsninger, hvilket har været fint, men nu glæder jeg mig til at få
fingrene i suppen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar